Ja, så var tiden åbenbart inde til at lille Vilas skulle komme til verden. Jeg selv og Dirch var jo ikke ligefrem forberedte på at det skulle være, overhovedet faktisk, men ak ja, man kan jo heldigvis hurtig vænne sig til nye situationer.

Mandag havde Dirch været til eksamen på IT-Universitet og vi tog os en slapper og en svømmetur i havnebadet ved Islands Brygge. Solen var meget varm, men vandet meget koldt.

Onsdag d. 14-06 var åbenbart dagen hvor vores liv skulle tage en overraskende drejning. Nu når jeg tænker tilbage har der været nogle varselstegn på vej. Aftenen inden da jeg kom hjem fra arbejde efter midnat undrede det både Dirch og mig at mine bryster pludselig havde vokset sig store. Den næste dag vågnede jeg med en mærkelig følelse af at jeg kunne føde hvornår som helst. Men jeg skubbede tanken fra mig igen og kom videre med dagen.

Dagen hvor vandet gik

Jeg cyklede de 7 km ud på arbejde som jeg havde gjort 3 gange om ugen i den sidste måneds tid. Det var begyndt at blive lidt at en hurdle for mig at komme op på cyklen. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var ligeså mobil som tidligere. Den dag var ingen undtagelse. Jeg cyklede af sted i god tid, da jeg kunne mærke, at jeg ikke havde en af mine bedste dage. Jeg følte mig lidt sløj og træt, men tænkte det nok bare var fordi at jeg havde gårsdagens arbejde i kroppen. Men nej, der var åbenbart en grund til min utilpashed. Mit vand gik 10 minutter inde i min vagt, mens jeg sad inde hos en patient. Først troede jeg det pinlige var sket, at jeg havde urineret for at sige det sådan lidt pænt. Men det gik hurtigt op for mig, da mine bukser var fuldstændig gennemblødte, at det nok var mit vand som var gået. Hvad gør man så i sådan en situation? Jeg gik ind til mine kollegaer og sagde: ”Undskyld, jeg tror mit vand er gået” og så spredte panikken sig blandt mine kvindelige kollegaer. Jeg prøvede at tage det hele lidt mere roligt. Jeg ringede først til fødegangen, dernæst til Dirch, som lige skulle have gentaget et par gange hvad jeg sagde. Jeg prøvede at få en ambulance og taxa, men forgæves - så min cykel fragtede en lettere skræmt Rikke og et par våde bukser til Rigshospitalet.

Jeg blev hurtig tilset af en jordmoder, som kunne bekræfte at vandet var gået. Det tog hende ikke lang tid at tilkoble mig en monitor, som kunne måle Vilas’ hjertefrekvens og ligeledes måle mine veer. De var på daværende tidspunkt ikke rigtig gået i gang, hvilket betød at der faldt lidt ro over det hele. Inden længe meldte Dirch sin ankomst. Jeg tror vi begge på dette tidspunkt havde meget svært ved at forstå hvad der egentlig var ved at ske. Jeg husker vi kiggede på hinanden, og begyndte at små grine. Det var bare lidt mærkeligt, at man det ene øjeblik er på arbejde, og et knips med fingrene, så sidder man i stedet med en fremmed dame mellem benene og tilkoblet alverdens elektroder. Jeg ringede efter en times tid til min søster, som skulle være med til fødslen. Hun reagerede med et hyl i telefonen og inden længe stod hun med en nettopose fyldt med slik klar til aftenens eskapader. Det skulle dog ikke gå så nemt. Selvom at mine veer så småt begyndte at tage form, var der dog langt imellem dem og efterhånden som aftenen skred frem gik de i sig selv igen. Ved midnatstid tog Malene hjem, og Dirch fik en seng ved siden af mig.

Dagen hvor Vilas kommer til verden

Næste morgen efter få timers søvn var mine veer stadig ikke begyndt. Jeg blev introduceret til min nye jordemoder, blev kørt ind på fødestuen og jeg kunne mærke, at jeg var ved at blive rigtig nervøs. Lægerne og jordmoderen havde besluttet at sætte fødslen i gang, og Dirch og Jeg fik lov til at gå en sisdste tur i friheden inden seancen skulle igangsættes. Det var en meget mærkelig fornemmelse. Vores sidste gåtur inden vores liv skulle tage en skarp drejning. Vi var begge meget spændte og angsten var også til stede, da tiden nu var kommet hvor jeg skulle kaste mig ud i mit livs største og mest smertefulde begivenhed.

Kl 10.20 fik jeg vestimulerende drop, og mine veer startede med det samme. Jeg lå med iltmaske som skulle hjælpe mig med vejrtrækningen og ligeledes afhjælpe smerterne.

Jeg var slet ikke forberedt på, hvor mentalt hårdt de følgende tid ville være. Det var vanvittig hårdt at være separeret fra Vilas, hvilket var tilfældet fra det sekund han blev født. Jeg syntes, at det var så akavet ikke at have kontrol over noget som helst. At ligge på operationsbordet i et lokale fyldt med mennesker klædt i grønt, som gør dig følelsesløs i benene, og slæber med dit barn hen til et bord uden for egen synsvinkel. Det var en meget stressende atmosfære i lokalet. Jeg kunne ikke rigtig se Vilas, men jeg kan huske at han begyndte at græde, hvilket var en lettelse. Lægen kaldte Dirch over til bordet, og Dirch tog nogle billeder. Jeg husker at personalet alle lykønskede mig, hvilket var lidt mærkeligt. Jeg vidste ikke helt hvorfor de sagde tillykke til mig. Det var tomme ord for mig. Jeg kunne ikke helt forholde mig til at jeg var blevet mor; jeg havde ikke haft smerte, jeg havde ikke set hvad de havde hevet ud af min mave endnu, og de stressede rundt til højre og venstre alle sammen. Jeg kan bare huske at jeg ville græde, men jeg kunne ikke rigtig få udløst min følelser, da alt var et stort kaos. Jeg lå i et sterilt lokale, og jeg havde ikke set min søn endnu; jeg havde det meget mærkeligt. Jeg vidste jo ikke engang endnu hvordan min søn så ud, og jeg lå bare der og kunne ikke bevæge mig. Heldigvis kom de og viste mig Vilas. Lige nu er det nok det smukkeste jeg nogensinde har oplevet. At blive præsenteret for det lille væsen der har vokset inde i min mave i de sidste 8 måneder. At se hans perfekte lille ansigt stadig smurt godt ind i fosterfedt. Tiden gik i stå.

Selve kejsersnittet husker jeg som en meget dårlig oplevelse, og jeg vil aldrig kunne forstå dem, der uden videre vælger denne form for fødsel. Det var en usandsynlig stressende oplevelse lige fra begyndelsen til slutningen. Det er intet naturligt ved dette og jeg tror egentlig at jeg er lidt sur over, at jeg aldrig fik lov til at føde på naturlig vis inklusiv smerter og alt hvad der hører til. Jeg er en af de personer der har glædet sig til at skulle føde; at få lov til at gå igennem den vanvittige smertefulde oplevelse, for til sidst at ligge med et barn i mine arme. I stedet blev vi få minutter efter vi havde få beskeden kørt ind til operationsbordet. Dagen inden havde børnelægen Tobias fortalt om, at Vilas efter fødslen hurtigst muligt skulle ned på neonatalklinikken og undersøges. Dirch fik lov til at gå med ham derned.

Det var en meget ensom oplevelse at ligge helt alene tilbage uden Dirch eller Vilas ved min side. Et eller andet sted er det nok det værste jeg har prøvet. Det var bare så frustrerende at ligge der, velvidende om at have født et barn, men ikke at være i stand til at se og være sammen med det. Jeg følte mig tilsidesat og forvirret. Efter 3 lange timer i ensomhedens land blev jeg kørt ned til Vilas og Dirch. Jeg kunne slet ikke vente med endelig at få lov til at holde Vilas, dufte ham og rigtig kigge på ham. Andet husker jeg ikke for denne dag.